Jeg faldt for nyligt over Emelie Schepps “Mærket for livet” ved et tilfælde. Blev fristet af bagsideteksten og læste den på blot et par dage i ferien.
Bogen tager sit afsæt i mordet på Udlændingestyrelsens afdelingschef, Hans Juhlén og intet er tilsyneladende som det ser ud.
Vi følger den succesfulde anklager Jana Berzelius, som fremtræder køligt, kontrolleret og en anelse empatiforladt. Hun deltager i den intense opklaring af mere end ét mord – og pludselig trækker sagen spor til noget, som hun kun svagt erindrer. Fortællingen skifter mellem nutid og beretningen om Janas tidlige og barske barndom. Det er barske løjer – som uden tvivl forklarer, hvordan hun er blevet som hun er.
Bogen er virkelig godt skrevet og sproget glider let og ubesværet – og til tider ret intenst. Der er flere passager, hvor man som læser holder vejret.
Uden at afsløre for meget – så tager sagen en ekstrem drejning for Jana – og hun får behov for at dække sine spor. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at læse efterfølgeren “Hvide spor” – også for at se om historien om anklageren Jana Berzelius – der er “mærket for livet” både fysisk og psykisk – også kan virke troværdig i bog 2.
Absolut læseværdig.