Jeg tilbragte en solbeskinnet lørdag på Krimimessen i Horsens og i lighed med sidste år var det guld for en bog-elskers sjæl.
Jeg hilste på forfatteren David Sparrevohn Mørck, som netop er aktuel med “Forbrydelsen i Jelling”. Bogen er en forsættelse af Davids debut “Det uvelkomne bevis”, som jeg var ret begejstret for – især p.g.a. den høje sproglige kvalitet. Jeg forventer derfor at finde samme niveau i efterfølgeren…. Hans interview på BLÅ SCENE gik rigtig fint.
( Det uvelkomne bevis anmeldelse )
Krimimessen er spækket med forfatter-interviews og det er virkelig en fornøjelse og ret berigende at kunne vandre fra scene til scene og få en indsigt i forfatternes tanker og skriveprocesser. Jeg hørte denne gang også 2 svenske forfattere; Sofie Sarenbrant som er aktuel med “Babysitteren” og den charmerende Stefan Ahnhem som pt. skriver på efterfølgeren til “Offer uden ansigt” og “Den niende grav”. Ved den lejlighed kunne jeg konstatere, at min forståelse for det svenske sprog har udviklet sig med lynets hast de sidste 5 år. For det skylder jeg nok de svenske krimiforfattere (Stieg Larsson inklusive) en stor tak.
Noget af det bedste der findes er at udvide sin horisont – og selvom jeg naturligvis fik en dosis af Michael Katz Krefeld m.fl.
– så jeg lyttede derfor også til tv2-regionernes interview med Christian Frost. Ham har jeg ikke rigtig beskæftiget mig med tidligere, men det var et interessant interview som har givet mig lyst til at læse hans seneste krimi “Araberen der var hvid som sne”
Se Interview med Christian Frost
Min dag på krimimessen var skøn blanding af “alt for for bogelskere” og jeg sugede alle indtryk til mig – og ikke alt er bundfældet endnu. Dagens sidste programsatte oplevelse var Jannik Lunns snak med et nyt makkerpar i form af forfatter Claus M. Lohman og lydbogsindlæser/skuespiller Torben Sekov. De to har skruet foredraget “Stemmer bag bogen” sammen og tilbyder nu dette til interesserede biblioteker m.m. landet over. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg håber foredraget lander på Fyn i snarlig fremtid. Torben Sekov virker som et meget varmt og karismatisk menneske, der efterhånden har indtalt 750 bøger – ikke mindst Stieg Larsson trilogien. Enhver som har benyttet sig af lydbøger ved, at stemmen bag bogen er altafgørende for oplevelsen. Torben Sekov udstråler en enorm ro og jeg kan næppe skjule at jeg i forvejen er fan.
Claus M. Lohman som debuterede i slutningen af 2013 med “Genstart” har haft god vind i sejlene – også med efterfølgeren “Genspejl”. I øjeblikket skriver han på “Genkald” – den sidste bog i trilogien om retsgenetikeren Sarah Bermann, som forventes at ramme boghandlerne i december 2016. Under Jannik Lunns interview med de herrer “Sekov og Lohman” på SORT SCENE, afslørede Claus M. Lohman at der er planer i støbeskeen om filmatisering af hans tre bøger. Mon ikke der er én, som må knibe sig i armen i processen 😉 Pøj pøj…
I år blev det til en enkelt dag på Krimimessen, meeeeen næste år blir det nok til 2. Såfremt du har en interesse og forkærlighed for bøger/krimier og endnu ikke har besøgt messen, ja så har du virkelig en oplevelse til gode.