Lindhardt og Ringhof ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5/6)
“KROKODILLEVOGTEREN”, Katrine Engberg, 368 sider, udgivet februar 2016.
I februar udkom Katrine Engbergs debutkrimi “Krokodillevogteren” og da min forkærlighed for debutanter er stor, lod jeg den bidrage til min påskeferie.
En ung kvinde myrdes og maltrakteres i sin lejlighed i København. Hun bliver fundet af ejendommens ældste beboer, Gregers – som bogstavligt talt falder over liget. Kriminalbetjent Jeppe Kørner er manden, som skal lede efterforskningen – ikke mindst i tæt samarbejde med sin makker Anette Werner. Dermed er scenen sat til et nervepirrende, uhyggeligt og intenst opklaringsarbejde, hvor morderen virker legesyg og konstant et skridt foran.
Sagen får et yderligere tvist, da det viser sig at ejendommens ejer – den pensionerede Esther de Laurenti, skriver på en krimi, hvor en ung kvinde er blevet myrdet på nøjagtig samme vis.
“Krokodillevogteren” er en unik læseoplevelse. Katrine Engberg skriver fantastisk og på en måde som gør, at man som læser hurtigt får en god føling med bogens karakterer. På intet tidspunkt har man svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden og historien har et vanvittigt godt flow. Endvidere gør måden, hvorpå Katrine Engberg lader os få indblik i Jeppe Kørners personlige problematikker, at hans karakter på intet tidspunkt bliver utroværdig. Han er som os alle; menneske først og fremmest.
Bogen veksler mellem selve handlingen og uddrag af det krimi-manuskript, som naturligt blander sig i efterforskningen. Det fungerer vanvittigt godt – jeg har ikke tal på alle de gange, hvor små gys gik gennem kroppen.
Generelt er troværdighed det der kendetegner denne bog – og mine ellers kritiske øjne slappede af imens jeg gav mig hen. Faktisk så meget, at min mand i aftes spurgte om jeg var okay – og så meget, at detaljen der beskriver Jeppe Kørner som kommunalt ansat, blot fremstår som en skønhedsfejl (sidst jeg tjekkede, hørte politiet stadig under staten)
Plottet er et kapitel for sig selv og utroligt godt skruet sammen. På side 173 mente jeg mig ellers klog nok til at gennemskue hvem morderen var. Det var imidlertid ikke tilfældet – for intet er som man tror.
“Krokodillevogteren” er en både nervepirrende, uhyggelig og spændende bog. Og hvis det selvmodsigende udtryk overhovedet findes, så også en “feel-good-krimi” der smyger sig omkring læseren – præcis som yndlingstæppet man bare ikke har lyst til at tage af.
Før man kan blive krimidronning, skal man være kronprinsesse. Det er Katrine Engberg nu.
Skal du kun læse én krimi dette forår – så lad det være “Krokodillevogteren”.