People´sPress ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (6/6)

“STJÅLNE LIV”, Helle Vincentz, 461 sider, udgivet februar 2016.

I februar udkom “Stjålne liv” som er fjerde bog fra Helle Vincentz, men samtidig også første bind i serien om antropologen Sofie Munk.

Vi møder Sofie Munk, da hun har projektansættelse på fertilitetsklinikken MereLiv og skal færdiggøre et forskningsprojekt på foranledning af Sundhedsministeriet. Klinikken ejes af den 65-årige og absolut særegne Mogens Venneberg, som ikke just udstråler næstekærlighed og interesse for andre mennesker. Alligevel udviser han tillid til Sofie Munks evner og beder hende i fortrolighed forestå en intern undersøgelse, da befrugtede æg tilsyneladende forsvinder fra klinikken. Af hensyn til MereLiv´s ry og rygte, ønsker Venneberg nemlig på ingen måde, at politiet involveres.

Mik Karlsen befinder sig, som særlig rådgiver og spindoktor for landets justitsminister, på magtens tinde og som en fisk i vandet. Mik udtænker en strategi for, hvorledes hans chef kan profileres positivt – ikke mindst under hensyntagen til et kommende formandsskifte i partiet.

Såvel Sofies som Miks arbejde forstyrres imidlertid af en bombetrussel i Københavns Lufthavn som affyrer startskuddet til et intenst efterforskningsforløb, trusler, drab og et kapløb med tiden – ja måske endda med døden.

“Stjålne liv” er det første jeg læser af Helle Vincentz. Et digert værk på 457 tætskrevne sider, 77 kapitler og ufatteligt mange ord – og interesserer man sig ikke det mindste for politik, er man nok ikke i målgruppen, MEN:

“nogle gange undværer vi noget eller nogen i lang lang tid og først i det øjeblik vi “genforenes”, mærkes det, hvor stort savnet reelt har været”

For pokker, hvor har jeg bare savnet en spændingsroman – iblandet politisk spin og bagkant – og på en så begavet måde.

Bogen er skrevet utrolig godt – i øjenhøjde og medrivende. Ikke med stort tju-bang og 100 kanoner (gudskelov) – men i et for bogen vedvarende og perfekt tempo, hvor man som læser tydeligt mærker den konstante spænding helt ud i hårspidserne. Bogen havde mig i en skruestik.

De mange kapitler er på ingen måde ensbetydende med mange stop i historien – tværtimod. Og sceneskiftene føles ikke som sceneskift, fordi man er så enormt grebet af historien og stadig holder vejret tilbage fra forrige kapitel;

“fra noget spændende til noget endnu mere spændende og retur på en cliffhanger”

“Stjålne liv” efterlader et klart indtryk af en meget nutidig roman og man skal som læser ikke bryde hjernen med “hvornår det hele foregår”. Og det øger – om muligt – bogens markante troværdighed.

Helle Vincentz skriver lækkert; rutineret (i ordets bedste forstand) og i flow. Det stikker på ingen måde af fra læseren.

Til gengæld er det stærkt vanedannende:

“jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst – (eller om nogensinde) har overvejet at læse en bog forfra allerede inden den kom tilbage på reolen”

Man mærker tydeligt, at forfatteren har udført sit benarbejde og sin research på grundigste vis og det kendetegner sig i bogen ved, at Helle Vincentz på intet tidspunkt “kloger” sig på læserens bekostning. Snarere forledes man til at tro, at al hendes viden er medfødt.

Der er intet forudsigeligt over “Stjålne liv” og de mange tråde i historien gør, at man ikke spilder tiden ved at prøve at “regne den ud”. Til det har man for travlt – også når det runger i magtens epicenter.

Jeg er mega begejstret for “Stjålne liv” og ser med stor glæde frem til andet bind i serien om Sofie Munk.

Forfatteren stjal også mit liv – ihvertfald i 3 døgn.

V for Victory – V for VINCENTZ