Forlaget Proportion ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5/6)
Med “Genkald” bringer Claus M. Lohman os for 3. og sidste gang i selskab med retsgenetikeren Sarah Bermann og hendes familie – denne gang blandt den religiøse minoritet, kvækerne, i Pennsylvania.
Da Claus M. Lohman i december 2013 debuterede som forfatter med første del af trilogien – gik en del af opmærksomheden til den nye genre “science reality” og Lohmans på én gang nørdede og informative tilgang til forfatterskabet. Det var religion, genetik, mord, konspirationer og FBI på den store klinge.
Og lad det være sagt med det samme;
“Lohman er tro mod sin stil”
Af bagsideteksten fremgår det, at “Genkald” er en selvstændig fortsættelse til “Genstart” (2013) og “Genspejl” (2015) – men jeg vil stadig mene, at man snyder sig selv for en stor oplevelse, såfremt man kun læser denne sidste del af trilogien.
Ikke alene hænger de tre bøger uløseligt sammen, men man misser også chancen for at være vidne til en forfatters udvikling.
Med “Genstart” så vi Claus M. Lohman som en klar debutant med de bump på vejen det gav og en unødvendig detaljeret bog.
“Plottet derimod, kunne ingen sætte en finger på og læserens indføring i amish-verdenen var så fin og præcis, at det føltes som om man selv sad med til bords”
“Genspejl” bragte os hurtigt tilbage til Sarah Bermann og David Stoltzfus i en langt mere præcis og sikker skrivestil og i et tempo der var en direkte modsætning til “Genstart” og dens langsommelighed.
Ingen lange forhalinger.
“men sindssygt spændende – og stadig enormt informativ uden at det på nogen måde spolerede spænding eller læselyst”
Med “Genkald” som udkom i tirsdags, lander Claus M. Lohman flot på begge ben – og fremstår nu som etableret forfatter. “Genkald” er uden tvivl den bedste og mest velskrevne bog i trilogien og emmer af selvsikkerhed og retning. Omvendt ville den ikke være præcist hvor den er – hvis ikke det havde været for de 2 foregående bøger.
Lohman lefler ikke for masserne – men er tro mod sig selv – selvom hans bøger dermed ikke bliver for alle. Til det, er de ganske enkelt for nørdede.
“Det informative niveau i bøgerne balancerer flot på den rigtige side af grænsen, hvor læseren ikke føler sig dum. Alene det bør ses som en tillid Lohman viser sine læsere. Til gengæld kan disse læsere påberåbe sig, at de er blevet en hel del klogere på mange ting samtidig med at de blev super godt underholdt”
For nyligt så jeg et klip på tv fra “America´s got talent”, hvor en ung kvinde skulle synge for dommerpanelet:
Hun blev spurgt af en dommer: “Who do you compare yourself to”? Den unge kvinde trak lidt på skuldrene og svarede: “I don´t compare myself to anyone”
Det samme ordvalg kunne Claus M. Lohman med fuld berettigelse benytte, såfremt han blev spurgt.
Man kommer nemlig ikke uden om det faktum, at hans foreløbige forfatterskab er helt unikt.