Politikens Forlag ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️(6/6)

“DET ER ALDRIG FOR SENT AT BLIVE DEN MAN ER”, Anja Andersen i samarbejde med Danni Travn, 255 sider, udgivet oktober 2016

Disse ord har næsten været et par måneder undervejs – og længe var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville sætte ord på denne læseoplevelse.

Jeg læste Anja Andersens bog ved udgivelsen i oktober – umiddelbart inden jeg kastede mig over Sebastian Kleins “Fra min faders skygge”.  Hurtigt hæftede mig ved, at begge bøger er skrevet i samarbejde med Danni Travn. Det vender jeg tilbage til.

 

Lad det være sagt med det samme; jeg har altid til fulde anerkendt Anja Andersens håndboldtalent og har neglebidende jublet og skreget på sofakanten under mange landskampe.

“Hun kunne noget helt specielt med en bold, som ingen andre hverken evnede eller formåede. Med tiden blev hun dog også for mig et irritationsmoment”

“Jeg blev – som andre – træt af Anja Andersen og hendes facon. Hvorfor kunne hun ikke bare rette ind og tilpasse sig? Hvorfor al balladen – og dramaerne?

I januar 2015 genså jeg – efter flere års pause – Anja i et interview med Morten Resen på morgen-tv og kunne næsten ikke kende hende. Her sad et menneske i balance og som udstrålede enorm sindsro. Her sad et menneske, som havde lært sig at trække vejret helt ned i maven. Det var ret fascinerende.

Og hvis der er noget i denne verden jeg har respekt for, så er det mønsterbrydere. Jeg var derfor ikke sen til anskaffe mig bogen i oktober.

“Det er aldrig for sent at blive den man er” er en utrolig personlig, ærlig og oprigtig fortælling om Anja Andersen, hendes liv og hendes opvækst.

“Om hvordan hun blev den første Anja og om hvordan hun blev den hun er”

Bogen er enormt troværdig og der er noget både smukt og forløsende i at høre historien om hele mennesket bag navnet og dramaerne og i at blive klogere som læser. Den dybt personlige beretning er skrevet helt uden antydningen af hverken mudderkast, offerrolle eller selvforherligelse.

Bogen berørte mig dybt – både under og efter læsningen.

Når jeg ikke var sikker på, om jeg overhovedet ville skrive om bogen herinde, skyldtes det nogle nærmest selvmodsigende tanker:

Med risiko for at lyde lidt skør, så følte jeg at Anja fortjente at forblive det private menneske hun uden tvivl er. At jeg ikke skulle dele det med nogen. Og det udelukkende fordi hun havde betroet mig sin historie og sin personlige rejse i denne bog.

“Måske fordi bogen nærmere føltes som en samtale”

Ja – jeg ved godt, at bogen står på boghylderne i det ganske land og jeg håber da også, at rigtig mange vil berige sig selv og læse “Det er aldrig for sent at blive den man er”…

Nu kender jeg jo ikke Danni Travn personligt, men jeg kommer ikke uden om, at han har været en del af de to bøger som har berørt mig mest i bog-året 2016. To bøger som begge har fremkaldt tårer og eftertænksomhed.

Tillykke med udgivelsen Danni Travn – jeg er sikker på at du også besidder helt specielle evner, som gør mennesker i stand til at fortælle deres historie på åben, rørende og fantastisk vis.

I usvækket respekt – og hils Anja.