Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5/6) “Jeg overvejer at gøre det forbi”, Iain Reid, 245 sider, udgives 16. marts 2017.
I “Jeg overvejer at gøre det forbi” følger vi bogens fortæller på turen til det første besøg hos kæresten Jake´s forældre. Det bliver en på alle måder usædvanlig dag.
Der er ingen grund til at pakke det ind. “Jeg overvejer at gøre det forbi” er ganske enkelt en frygteligt bog.
- Frygtelig spændende
- Frygtelig nervepirrende
- Frygtelig skræmmende
- Frygtelig hårrejsende
- Frygtelig oprivende
Bogen blev læst uden at skele til bagsideteksten og derfor var læseoplevelse måske også ekstra intens. Fortællingen strækker sig over blot én dag og kan derfor virke en smule kompakt. Ikke desto mindre fungerer det 100%.
Et par øjeblikke blev jeg en anelse irriteret, som bogen skred frem -og slutningen vurderer jeg stadig på, MEN det ændrer ikke ved, at forfatteren fik mig tilbage i skruestikken HVER GANG.
Jeg var med lige dér. I bilen, i huset, i kælderen. Alle steder. Og holdt mit vejr.
Således blev læsningen af “Jeg overvejer at gøre det forbi” primært kendetegnet ved et tilbagevendende og omklamrende ubehag, fugtige hænder og en dominerende ængstelig fornemmelse.
“The Independent” har omkring denne bog indrammet handlingen i følgende citat:
“Du har lyst til at skrige: Løb for livet. Og fortælleren kan høre dig. Hun hører bare ikke efter”
Præcist og SPOT ON !
Føj for en frygtelig thriller