Lejligheden

Anmeldereksemplar fra Gads forlag ⭐️⭐️ (2/6) “Lejligheden”, S. L. Grey, 315 sider, udgivet 16. maj 2017.

Stephanie er gift med Mark, som er en del ældre end hende. Sammen har de datteren Hayden på 2. Familien er presset af dårlig økonomi og ikke mindst efterveerne af et hjemmerøveri de for nyligt var udsat for.

Trods forbehold, internt knas i maskineriet – og ikke mindst på grund af ønsket om et tiltrængt getaway – indlader parret sig på en aftale om et lejlighedsbytte i Paris. En lejlighed som på papiret ser både indbydende og lækker ud.

Det er dog på ingen måde tilfældet, da Stephanie og Mark tjekker ind i en lejlighed fra helvede. Der sker underlige og uforklarlige ting og især Marks adfærd er snart mere end foruroligende.

“Lejligheden” er blevet lanceret som en fantastisk og nervepirrende thriller. Det er dog ikke umiddelbart det indtryk den efterlader.

Uden tvivl forsøger bogen at holde trit med thriller-genren i dens opbygning og historien fortælles af skiftevis Stephanie og Mark – men troværdig bliver den desværre aldrig.

Om noget er gået tabt i oversættelsen, skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, men forsøget på at sætte læseren i nervepirrende spænding lykkes ikke, selvom der trods alt er momenter med potentiale.

“Lejligheden” har noget overfladisk over sig som gør, at det er svært at lade sig rive med – og læseoplevelsen bliver ikke rigtigt umagen værd.

Tyndbenet thriller.