Valget

Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls – ⭐️⭐️⭐️⭐️ (4/6) “Valget” af Sarah Engell, udgivet 3. oktober 2017, 352 sider.

Xenia Bang er som 17-årig valgt til formand for for Etisk Ungdom – og her på kanten af sin atten års fødselsdag, har hun også udsigt til at blive dén som Etisk Parti vil satse på i deres talentprogram op mod det kommende folketingsvalg. Ambitiøs og passioneret til fingerspidserne i sine overbevisninger – føler Xenia sig klar til opgaven.

Samtidig krydser et uledsaget flygtningebarn – den blot 7-årige pige Lilas, den unge politikers spor – og Xenia reagerer prompte ved at igangsætte sin egen redningsaktion. Men er det forligeligt med en spirende politisk karriere og kan man overhovedet slippe godt fra det? Xenia må sande, at situationer ikke altid er firkantede – og verden aldrig kun sort og hvid.

“Valget” er det første jeg læser fra Sarah Engells hånd og det blev en oplevelse i sig selv i denne ungdomsroman om Xenia Bang.

Sjældent møder man så ung og samtidig så engageret, determineret og kontrolleret en hovedperson som Xenia Bang – der dog alligevel (og gudskelov) også er i sine følelsers magt. Som læser skal man være meget immun, såfremt man ikke selv får en hel del følelser i spil.

Således var jeg også en anelse irriteret for en stor del af læseoplevelsens vedkommende. For samtidig med, at jeg elsker en roman med både politisk kant og spin, så kneb det med at finde det nødvendige ro i, at Xenia blot skulle være 17-18 år.

Nok syner hun også sårbar, ensom og vanvittigt alene i sine store dilemmaer og handlinger, ikke mindst på grund af sine forældres – til dels – selvvalgte fravær – men med sin retorik fremstår hun til tider så skarp og veloplyst, at det bliver svært som læser at forene sig med hendes alder – det virvar der ellers præger teenage-hjernen taget i betragtning. Ihvertfald hvis det skal føles troværdigt.

I “Valget” er der tryk på handlingen og pres på Xenia og man kan – som “voksen” læser – sidde inde med nogle forbehold. Eksempelvis er der noget aldeles ambivalent i oplevelsen af, at de ellers så fraværende forældre, pludselig kommer hjem fra Syrien (og hurra for det) og vil til at bestemme noget.

Omvendt fremmer overdrivelse ofte forståelsen og man kan ihvertfald ikke beskylde Sarah Engell for manglende intensitet og spænding. Således er “Valget” ikke en bog man på noget tidspunkt overvejer at lægge fra sig og forfatteren lykkes bestemt med denne ungdomsroman.

Næppe får den målgruppen til at sidde tilbagelænet – men vil snarere prikke til deres lyst til at brænde for noget.

4 store ⭐️⭐️⭐️⭐️

Irriterende interessant og engageret Engellsk  #YAhh

 

 

 

Published

Updated

Categories

YA