Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof ⭐️⭐️⭐️ (3/6) “Ravnens rede” af Leif Davidsen, udgivet 10. november 2017, 216 sider.

Susanne Carlsen slikker stadig sine sår efter skilsmissen, hvor hun blev vraget til fordel for en yngre kvinde, som hendes ex-mand nu har stiftet familie med. Karrieren som journalist er på nulpunktet og betegnelsen “freelance” dækker reelt over arbejdsløshed. Selv boligsituationen er håbløs.

Ud af det blå modtager Susanne et brev – afsendt af en romantisk forbindelse fra fortiden, rigmanden Erling Skjold. På sine ældre dage har han slået sig ned i Frankring – nu drevet af et ønske om at få nedfældet sin selvbiografi. En opgave Erling finder Susanne den rette til at løfte.

Således drager hun afsted mod hans franske slot – til en ansættelse på særdeles favorable vilkår. Et drømmescenarie. Eller måske ikke.

Med “Ravnens rede” har Leif Davidsen begået en lille, kompakt og lavbenet spændingsroman, der hurtigt kommer i gang.

Susanne er bogens hovedperson og jeg-fortæller, men troværdigheden omkring hendes person halter en smule. Det fremgår af historien, at Susanne er 53 år. Ikke desto mindre fremstår hun i tale og sine mange tanker noget yngre og hendes tilbagevendende høje snit på lavt selvværd, bliver en anelse trættende som bogen skrider frem.

Med sine blot 216 sider har “Ravnens rede” travlt og netop dét redder den et stykke hen ad vejen. Da handlingen mod bogens slutning tager en dramatisk drejning og bliver ganske intens – er det imidlertid intet mindre end malplaceret og ubegribeligt, at bogens fortæller – midt i en livsfarlig situation, skal punktere spændingen ved at delagtiggøre os i detaljer om hendes velholdte tandsæt, så det i stedet får klang af en børnebog;

“Hun var lynhurtigt trådt et par skridt frem og ramte mig præcist på kinden, som jeg mærkede ville hovne op. Heldigvis var der ingen løse tænder, da jeg febrilsk følte efter med tungen. Jeg lider af voldsom tandlægeskræk og har derfor passet omhyggeligt på mine bisser.”

Derfra går det kun én vej.

Med “Ravnens rede” stiller Leif Davidsen langt fra store krav til sine læsere; – tværtimod savnes der tillid til målgruppen.

I stedet må denne se sig spist af med en fortyndet udgivelse til julehandlen, som faktisk havde potentiale til noget meget større inden der gik sniksnak, lægeroman og “Ved julelampens skær” i den.

Måske formatet er for småt til Leif Davidsen.