Glasvinge

Anmeldereksemplar fra People´s Press  “Glasvinge” af Katrine Engberg, udgivet 27. februar 2018 ⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6/6)

Imens hans vante makker – Anette Werner – er på barsel, sættes Jeppe Kørner til at lede efterforskningen af mordet på en kvinde, som findes dumpet i et springvand. Snart dukker yderligere to lig op og efterforskningsholdet får brug for alle vågne mandskabstimer og indspark.

For hvad er morderens motiv – og hvad har ofrene mon til fælles?

Uret løber om kap med den stride Københavnske efterårsregn og Jeppe presses fra øverste hold for at få sagen opklaret. Så måske er det slet ikke så uklogt, at Anette Werner i rollen som nybagt mor på orlov, ikke helt kan holde sig fra efterforskningen. Eller måske er det lige præcis dét det er!

Med såvel “Krokodillevogteren” som den efterfølgende “Blodmåne”, skrev Katrine Engberg sig eminent ind på den danske krimiscene i henholdvis 2016 og 2017. En unik sans for sproget, en force i ypperlige relationsbeskrivelser samt evnen til at fastholde momentum i såvel plot som i historier gjorde, at Engberg hurtigt fandt en trofast skare af læsere, som elsker hendes persongalleri.

I “Glasvinge” – som nyeste bind serien om Jeppe, Anette, Esther og Gregers hedder – er der derfor ganske meget på spil. Det kan være ret så risikabelt at skulle binde en sløjfe omkring hele 4 personer for 3. gang – så det vel at mærke stadig fremstår troværdigt. Det vender vi tilbage til.

Men lad det være sagt med det samme:

“Glasvinge” er en total og uigenkaldelig fastcementering af Katrine Engbergs forfatterskab.

Med charme, mod og stilsikker dybde suger Engberg os ind i en krimi, der  også vover samfundskritiske spørgsmål om psykiatri, i særdeleshed psykisk sygdom blandt børn og unge. Dette – kombineret med letheden i de faste karakterer, som vi kender så godt – gør, at man som læser falder helt ind i bogen.

På allerførste side er det derfor også ganske befriende, at Katrine Engberg ikke modstår fristelsen for at benytte det kække ord “bryllupspik” – idet startskuddet dermed lyder til en læseoplevelse der kendetegner alt andet.

“Glasvinge” er i sandhed et selvstændigt bind i serien, men har man fulgt Katrine Engbergs rejse er det svært, nærmest umuligt – ikke at blive rørt over denne helstøbte 3´er, som hviler på et fundament af dygtighed og et fuldt etableret forfatterskab.

Dette kendetegnes ikke mindst i netop sammenfletningen af de 4 hovedkarakterers retninger i “Glasvinge”, hvor Engberg ikke lefler for masserne. Hun vælger ikke de nemme løsninger, men afliver istedet risikoen for en falde-på-halen-krimi, hvor alt tju-hej slutteligt flettes sammen 1:1 og bliver lidt for fantastisk.

Dermed undlader Katrine Engberg at tage livet af næste bog længe før den er udtænkt – og sikrer samtidig serien levedygtighed.

Troværdighed og dybde så langt øjet rækker. Gad vide om Katrine Engberg selv ved, hvor vanvittig dygtig hun er?

Enestående Engberg – HELSTØBT!!!