Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag – “Det var os” af Golnaz Hashemzadeh Bonde, udgivet 4. maj 2018, 208 sider. ⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6/6)

Da “Det var os” for nyligt dumpede ned i min postkasse, blev jeg straks betaget af dens smukke ydre. Umiddelbart virkede det dog også som en lidt klein udgivelse at se på – og tanken strejfede mig:

“Har denne bog overhovedet noget på hjerte?”

Nahid har levet i Sverige i tre årtier. Hun flygtede med mand og barn fra den iranske revolution, som trak røde spor i deres kamp for frihed. Måske de allerede dengang betalte de den ultimative pris. For friheden fik de, men hvilken?

Beskeden om, at hun er uhelbredeligt syg af cancer og snart skal dø, vækker en syndflod af vrede i Nahid, som ikke er ny. Følelserne har boet i hende længe, iblandet bitterhed, skyld og skam. Hun gør sig om muligt mere hård – i særdeleshed over for sin nu voksne datter Aram. For hvad skylder Nahid dog sit barn, som bare kan leve videre? Hvorfor tager datteren sig ikke mere af sin mor, når hun er så syg? Og hvor er retfærdigheden?

I virkeligheden forsøger Aram at være der for sin mor, som dog kun reagerer med afvisning og kulde. 

Men alt har en årsag…  

“Det var os” er en roman, der ikke bør negligeres og som griber om hjertet ganske fra begyndelsen. Til gengæld klemmer den så hårdt, at smerten – bogen igennem og efterfølgende, ikke fornægter sig.

Det er fortællingen om, at være tvunget til at se sandheden i øjnene, når tiden rinder ud – også selvom den viser sig fra sin grimmeste side. Om store tab, om at blive traumatiseret – af sine nærmeste, af skæbne, omstændigheder – ja måske endda af sig selv. Om at stå som en lysende stjerne og opleve at ende som det modsatte.

Ligeledes er det fortællingen om det mod der kræves, hvis man skal gøre krav på det gode liv bedst som dette lakker mod enden. Om at elske højt og alligevel oftest forhindre sig selv i at vise det

Det er nærmest umuligt ikke at reflektere over livet efter endt læsning og da risikoen for, at jeg var gået uden om “Det var os” – såfremt den ikke var blevet mig tilbudt som anmeldereksemplar – foreligger, er taknemlighed også en størrelse der gør sig gældende.

Bogen er barsk, rørende og prikker helt uden fløjlshandsker til eksistentielle temaer. Ikke mindst det om mødre og døtre. Men håbet lever.

“Det var os” er min boglige overraskelse dette forår.

Smertefuldt og livsklogt berigende