“Kridtmanden” af J. C.  Tudor, udgivet på Gyldendal den 19. april 2018, 320 sider,  ⭐⭐⭐ (3/6)

“Kridtmanden” er forfatterens debut og kommer faktisk ret godt fra start. Vi følger jeg-fortælleren Eddie og hans venner i 1986, hvor de alle er i 12 års alderen og man aner en charmerende lighed med vennegruppen i “Det onde” af Stephen King. En ny lærer kommer til byen og begivenhederne står i kø. En smuk pige maltrakteres i en tivoli-ulykke og kridtmænd bliver vennegruppens nye hemmelig sprog.

Men pludselig får kridtmændene deres eget liv og hvad mon de varsler? Dødsfald, sammenhold, sammenfald og mord. Hvem er hvem og hvad er hvad??? 

Historien fortælles skiftevis i 1986 og i 2016, hvor vennerne nu er blevet voksne og mere eller mindre spredt for alle vinde. Uafhængigt af hinanden, modtager de alle et brev med tegningen af endnu en kridtmand.

Hvem er afsenderen?

Op mod udgivelsen, var hypen omkring “Kridtmanden” ikke til at tage fejl af og fra flere kanter stod de rosende ord i kø. Prologen har skam også sin virkning og tegner lovende fra første side og som læser mærker man forventningens glæde og tænker:

“Det her bliver godt”

Desværre holder “Kridtmanden” ikke kadencen og konceptet bliver alt for langtrukket og trættende i en – til sidst -udvandet og utroværdig mystik. Den leder tankerne hen mod “Kvinden i toget” og den før omtalte læsereferencen til vennegruppen fra Stephen Kings bog, bliver i stedet et irriterende minus.

Langtrukne bøger lider ofte den skæbne, at de i afslutningen får alt for travlt med en beskrivende opklaring – og den problematik gør sig også gældende her.

Når bogen alligevel får 3 stjerner skyldes det, at man ikke ligefrem får lyst til at kaste bogen væk undervejs, men vedholder interessen for, hvordan mon det hele ender. Også selvom man risikerer at blive lidt gammel i processen.

Muligvis kan noget være gået tabt i oversættelsen. Absolut en mulighed og absolut en skam.

Potentiale med problemer !