Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag – “Som jeg husker det” af Carl-Johan Vallgren og Mikael Persbrandt, udgivet 24. maj 2018, 488 sider. ⭐⭐⭐⭐⭐ (5/6)
Mange kender skuespilleren Mikael Persbrandt, nok især fra hans rolle i serien “Beck” og for filmproduktioner, som også har omfattet danske skuespillere. Ikke sjældent er han også blevet associeret med druk, narko og utugtig opførsel. For medierne har flere år haft Persbrandt under lup og det umiddelbare indtryk deres “kærlige” behandling har efterladt – er billedet af en mand på overfladen og ganske uden substans.
Intet kunne være mere urigtigt.
“Læser du ikke lidt langsomt denne gang?” Spørgsmålet kom fra min mand forleden, imens jeg vendte de sidste sider i biografien om Mikael Persbrandt. Og jo;
“Som jeg husker det” er på intet niveau en bog, som man kan eller skal jappe sig igennem. Et digert værk på 488 tætskrevne sider, som emmer af menneskelig deroute og dermed sikrer læseren en billet på første parket, til en tur lukt i helvede.
Biografien, mestret af Carl-Johan Vallgren i tæt samarbejde med hoved-personen, har både dybde og nerve, som en roman af de helt store.
Persbrandt fortæller uden omsvøb om årene helt fra barnsben, over ungdommen til voksenlivet, iblandet kvinder, skuespillerdrømme, stoffer, alkohol, og antabus. Om forholdet til sin mor og om at være omgivet af dårligt selskab – når selskabet burde være det rette.
Om livet, hvor en – i mange år – uafklaret drift i Persbrandt, med usvigelig præcision sørgede for, at tingene altid endte katastrofalt.
Mikael Persbrandt fortæller hudløst ærligt og til trods for, at der i bogen forekommer en del name-dropping – og at prekære detaljer om andre kendte personer deles, fremstår den svenske skuespillers hensigter ganske uselviske.
I startede af halvfemserne skrev jeg en mindre opgave om Tom Kristensens roman “Hærværk” og erindringen om netop den, har stået lysende klart under gennemlæsningen af biografien. Persbrandt ramte menneskets undergang i et sammenbrud af Ole Jastrau´ske dimensioner (Hærværk, hovedperson), fordi han ganske enkelt ikke kunne andet.
Det er en fortælling om forfald og trangen til at gå i hundene – uden at begribe hvorfor, indtil lægevidenskaben for få år siden trak kortet manio-depressiv eller bipolar lidelse, som det hedder i dag.
“Som jeg husker det” er gribende og grusom, men også en smuk fortælling om stor kærlighed og om en kvindes evne til at kunne se igennem den fordærvede udgave af sine børn fars. En fortælling om en mand, som rummer så meget mere, end hvad første øjekast kan skjule.
Man fornemmer, at den Mikael Persbrandt – som nu er i stand til at fortælle sin historie, gør det på et fundament af nyvundet sindsro – og helt uden offerrolle. Han står ved alt nu – i visheden om, at et godt liv ikke er et perfekt liv. Og fra bunden, kan det kun gå én vej.
“Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre det jeg kan og visdom til at se forskellen”
Gribende håbløshed – gribende genkomst!