Transformer

Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag – “Transformer” af Linda Petersen og Mikkel Frey Damgaard, udgivet den 6. september 2018, 231 sider (6/6) ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Aldrig før og aldrig siden, har jeg oplevet publikum blive helt og aldeles tavse til et stand up arrangement. Ikke desto mindre var det præcis hvad der skete, da jeg overværede Linda P’s  show “NORMAL” i efteråret 2016.

Man kunne ganske enkelt høre en knappenål falde til jorden.

Nok er der intet usædvanligt i, at en komiker deler detaljer fra eget liv og ej heller, at vedkommende leverer callbacks til det i en lind strøm – men Linda P gik længere end det. Hun underholdt med gedigen comedy – og valgte mod slutningen i showet at blotte sig totalt for sit publikum. Ikke mindst med en videodagbog fra den værste periode i sit liv.

Det var stærke sager og efter et velfortjent og bragende bifald til aftenens hovedperson, sad min mand og jeg atter helt tavse i bilen inden hjemturen og forsøgte at fordøje indtrykkene. 

Naturligvis kan alle have en mening om, hvorvidt det virkelig er nødvendigt at følge Linda P´s seneste show op med en biografi som “Transformer”, og hvor meget kan der egentlig suppleres med på blot 231 sider?

MEGET skulle jeg hilse og sige. Nok skal man ikke mange sider ind i denne udgivelse, før vi lander i Anders Matthesens entré – men de som tror, at fortællingen bygger på namedropping og kendisreferencer, tager så grueligt fejl.

“Transformer” er den filterløse gengivelse af Lindas livstræ og de brutale og uskønne knæk og bræk det har taget undervejs. Den er det tydelige bevis på, at ikke alt som skinner er guld – og at vi alle, uanset om vi står ved det eller ej, er mennesker først og fremmest.

Det er fortællingen om en unik kvinde, som mange mente de kendte, men som ikke engang kendte sig selv. Til gengæld styrede hun med sikker kurs mod psykiatrisk afdeling – idet hun gjorde sig selv så pokkers fortræd. Slutteligt knækkede Linda i en cocktail af tidligt plantet selvhad, et bjerg af coke, damer og sprut.

“Transformer” er Lindas kamp mod egen manglende accept og syn for den smukke og fantastiske kvinde hun i virkeligheden er. Bogen er begået af Linda P i et samarbejde med journalisten Mikkel Frey Damgaard, og den er både sindsoprivende, forbilledlig og rørende. Ironisk nok fortæller Linda her, med universets største nosser, historen om at finde ind til pigen, kvinden og det feminine side, som hun så længe har fornægtet.

Modigt og Medrivende