Anmeldereksemplar fra Byens Forlag – “Hun er jo bare 4” af Tina Myung Povlsen, 172 sider, udgivet 24. maj 2018 ⭐⭐⭐⭐(4/6)

2018  har efterhånden budt på en hel del små, kompakte udgivelser fra såvel kendte som mindre kendte forfattere – og “Hun er jo bare 4” er med sine blot 172 sider endnu en i kategorien.

Nok syner romanen lille, men forfatterens mod er ganske stort, for debutanten Tina Myung Povlsen skriver hudløst ærligt og funderet i egen erfaring, om at lande i et problematisk parforhold med en bonusdatter, hvis far nærmest selv fremstår som et barn (eller minimum som et fjols). Det Tina oplever af tanker og mærker på egen krop, er på mange måder så pinligt, at mange vil kunne undre sig over, hvorfor hun overhovedet sætter ord på – men kærestens håndtering af forholdet er dog også langt fra beundringsværdig, og snarere et henkog af egoisme og barnagtighed. Så der er absolut point til forfatteren, for hver gang vi italesætter et tabuiseret emne, er vi på rette spor og kan hjælpe andre.

I “Hun er jo bare 4” lægges der således ikke fingre imellem de mange forbudte, skamfulde og tabuiserede følelser, som på læseren kan virke pinagtige og tåkrummende. Ikke desto mindre kan de for uafklarede bonusforældre være helt reelle – især hvis man ikke ikke har fundet de vise sten i forholdet til mindreårige bonusbørn og endnu ikke indset, at nøglen til at ændre tingenes tilstand altid ligger hos den voksne.

Bogen vil helt sikkert kunne trøste – især yngre – bonusforældre som under læsningen højest risikerer at føle sig mindre skamfulde og unormale over tanker de har eller måske har haft.

Hvis du som bonusforælder finder rollen svær, er du på ingen måde unormal eller forkert. Så længe du husker, at offerrollen aldrig har gjort noget godt for nogen og at et barn vil altid kunne spotte en uoprigtig tilgang. Den voksne skal huske at han/hun er, ja den voksne.

Tankevækkende modigt og vedkommende for målgruppen.