Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag – “SOLO” af Jesper Stein, udgivet den 25. oktober 2018, 416 sider (6/6) ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Forlagets beskrivelse: Axel Steen er blevet gift og har fået nyt job som sikkerhedsrådgiver i en investeringsbank. En medarbejder har snydt, og Axel skal sørge for, at manden bliver afskediget uden myndighedernes indblanding. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden, hvor penge er gud, og Axels sans for retfærdighed bliver sat under pres som aldrig før.

Krigen i Syrien er på sit højeste, og flygtningene strømmer ind over grænsen. I Urbanplanen bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet, og Vicki Thomsen skal opklare sagen i et miljø, hvor intet er, som det ser ud, og ingen vil tale med politiet. Hun kontakter sin gamle ven og mentor, Axel Steen, som kendte den dræbte, men Axel har klippet alle bånd til sit gamle liv.

Min rejse med Jesper Stein-ekspressen startede sidste år med 5. bog i serien: “PAPA” – hvor jeg faldt pladask for Axel Steen og straks læste op på de foregående bøger med stor fornøjelse.

Med “SOLO” trækker Jesper Stein for sjette gang læseren med ned i Axel Steens univers, og hvis man en kort stund skulle have glemt hvilken fryd det er at læse en forfatter som kan sit håndværk – ja så er der alle muligheder for at få det genopfrisket hér.

Jesper Stein skriver fantastisk og det virker som om ordene bare glider ud af hans fingre. Det er lækkert flow, uden famlen og med en både bastant og charmerende selvsikkerhed.

Seriens hovedperson har efterhånden en betragtelig fanskare, men gensynet med hans tidligere kollega Vicki Thomsen er altså også ret positivt.  Der er ingen tvivl om, at en stor del af især de kvindelige fans af serien ønsker Axel Steen det allerbedste – ja måske endda mest af alt, at han endelig dømmes til hjemmesko og kernefamilie. Og Jesper Stein leger med.

I “SOLO” er Axel Steen således atter gift og har helliget sig sin familie og dens trivsel, imens han passer sit nye job på det private arbejdsmarked. Alt ånder fred…….eller også gør det ikke.

Jeg har ikke ord for min begejstring over Steins evne og mod til at påbegynde et sandslot, for derefter at smadre det til ukendelighed. Dermed er han tro mod sin hovedpersons karakter først og fremmest og lefler ikke for en happy end. Det er vanvittigt stærkt gået, for ja:

Du kan trække Axel Steen ud af PET, stoffer og alkohol, MEN du kan ikke trække Axel Steen ud af Axel Steen.

Spænding, frustration og styrken af egen drift sitrer i “SOLO” og Jesper Stein spiller på læserens fulde følelsesregister – især mod slutningen. Axel Steens handlinger har som altid konsekvenser, men behøver alt som synes forkert, nødvendigvis at være det?? Bedøm selv.

Stein og Steen er fortsat et stærkt makkerpar, et sikkert kort og indbegrebet af god, gedigen underholdning.

Jeg elsker stadig Axel Steen.