Anmeldereksemplar fra People´s Press – “Vådeskud” af Katrine Engberg, 342 sider, udgivet 6. september 2019 ⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6/6)

Fra bagsideteksten: VÅDESKUD: Fejltagelse som gør utilsigtet skade. Skud som rammer et forkert mål, eller som affyres ved en fejltagelse.

Det er forår og kirsebærtræerne er ved at springe ud, da teenagedrengen Oscar forsvinder. Han er mellemste barn i den kulørte og velhavende Dreyer-Hoff-familie, som er både kendt og berygtet for deres online auktionshus. Eneste spor efter drengen, er et kryptisk brev, som ingen kan tyde.

To dage senere finder kranføreren Michael liget af et ungt menneske på Amagerforbrændingen. Er det Oscar? Og hvordan er han i så fald endt der?

Nogle forfattere giver udtryk for, at arbejdet med deres bog er som en rejse. Det blev læsningen af denne bog også for mig. Mere herom senere.

For fjerde gang møder vi Jeppe Kørner og Anette Werner samt det øvrige persongalleri fra “Krokodillevogteren” “Blodmåne” og “Glasvinge“. Gensynsglæden er stor og Engbergs eminente sans for person- og relationsbeskrivelser fornægter sig heller ikke i “Vådeskud”.

Faktisk bevirker forfatterens evner ud i disse beskrivelser, at så snart man som læser støder på en af de gennemgående karakterer – så aktiveres tidligere erhvervet viden fra de øvrige bind og man husker på et splitsekund, hvordan eksempelvis Esthers de Laurentis lejlighed tager sig ud – eller betydningen af Jeppes arvestykke om håndleddet.

Genkendeligheden gør dog ikke, at handligen på nogen måde bliver kedelig. Snarere bevirker den, at når det velkendte scenarie straks er på plads i læserens bevidsthed, ja så kan handlingen – og Katrine Engberg, føre sin læser i alle retninger fra formodet kidnapning over mord og sågar til Co2-kvoter – og forudsigelighed præger stadig ikke skrivestilen. Desuden er det klædeligt for handlingen, at man som læser også får mulighed for at prikke til eventuelle egne fordomme, som kan stikke hovedet frem fx. i beskrivelsen af andre menneskers levevis. Det er altid sundt at reflektere – uanset om man flytter sit standpunkt eller ej.

I “Vådeskud” lykkes det på forbilledlig vis endnu en gang at flette alle de kendte ansigter sammen i både plot og handling – og i en grad, så det vil være næsten for nervepirrende, såfremt Engberg planlægger at fortsætte serien. For med en håndfuld uundværlige og elskelige karakterer, må Katrine Engberg nødvendigvis skulle balance på en knivsæg for til stadighed at falde på den rigtige side af troværdigheden i et eventuelt femte bind.

Som en mere personlig betragtning oplevede jeg – efter en ufrivillig sygeorlov og flere måneders læsepause, i den grad at få vakt min svigtende læseglæde til live igen med “Vådeskud” og selv min mand sagde “Den bog har gjort og gør noget ved dig, som jeg ikke har set meget længe“. Den betragtning var ret præcis.

Katrine Engberg har med “Vådeskud” begået en fantastisk bog, som jeg forsvandt helt ind i dybden af og som vækkede noget, jeg troede var forsvundet for evigt. I hver en linje kunne jeg mærke hele det Engbergske univers, Katrine Engbergs skrivepassion, kloghed på livet og hendes livtag med tilværelsen. Det både smitter og inspirerer.

I min anmeldelse af “Blodmåne” fra 2017, skrev jeg blandt andet: “Katrine Engberg kan noget ganske unikt”. Det gør sig stadig gældende i 2019.

Bogen bidrager uden tvivl med spænding, men også nærvær, dybde og vedkommenhed af højeste kaliber. Ikke skyggen af et vådeskud.