Den mystiske sag om hunden i natten

Inviteret af Odense Teater, Teatersalen Odeon, Premiereforestilling, lørdag den 21. september 2019. Varighed: 2 timer og 25 minutter inkl. pause

Spilleperiode: 21. september til 22. oktober 2019. Iscenesættelse Jacob Schjødt, scenografi og kostumedesign Astrid Lynge Ottosen

Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Lila Nobel, Mikkel Bay Mortensen, Meike Bahnsen, Claus Riis Østergaard, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund, Natalí Vallespir Sand

?????? 6/6

Et gammelt engelsk ordsprog siger; “Never judge a book by its cover” og på samme måde vil det være en fejl af dimensioner, såfremt man som teatergænger fravælger “Den mystiske sag om hunden i natten” alene på baggrund af titlen.

For nok kan den virke pudseløjerlig, titlen – og nok tager historien ganske rigtigt sit udgangspunkt i en hund i natten, men den har absolut meget mere på hjerte og flere lag.

Christopher er en helt speciel dreng på 15 år, som lever alene med sin far. I sin særegenhed og i måden at opfatte verden på, lever Christopher tro mod autismespektret, som kendetegner hans adfærd og samtidig gør ham til velplaceret på specialskolen. Da Christopher finder naboens hund dræbt, magter han ikke at undertrykke sin trang til at opklare og finde svar – for kun deri kan han finde ro. Måske.

Et simpelt, ternet gulv udgør fundamentet og scenen, som med få (og velfungerende) virkemidler understøtter de 8 skuespillere i mere end 30 roller, som stykket spænder over. Teatersalen i Odeon er intim og forstærker oplevelsen og i kombination med stykkets intensitet, er lange passager af stilhed blandt publikum så dominerende, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden.

Der er plads til latter under forestillingen – og den timing som kendetegner hele holdet i “Den mystiske sag om hunden i natten”, gør de triste og til tider tragiske elementer, lettere at bære. Komikken kan dermed punktere den sørgmodighed, som tematikken udløser, men uden at det på nogen måde bliver plat eller udvisker alvoren.

Hele holdet af skuespillere leverer en fantastisk præstation og da selve mysteriet om hunden, som nærmest er et komma i historien, opklares i slutningen af 1. akt, går publikum til pausen uden anelse om, hvad forestillingen mon mere kan rumme?

Men 2. akt kan absolut også noget.

Hele skildringen af forældrenes dilemmaer, følelser, handlinger og dertil hørende konsekvenser, er både stærk og virkelighedstro. Kompleksiteten i at skulle håndtere livet, som aldrig kun er sort og hvidt – står i skarp kontrast til livsopgaven i samtidig at skulle rumme og tage hånd om en autistisk søn, som netop fordrer firkanter og forudsigelighed.

Rollen som Christopher spilles så overbevisende, at man sagtens kan give sig hen til illusionen om, at Odense Teater her er lykkes i at caste en diagnosticeret ung mand til rollen. Det er en stærk og rørende oplevelse, når hovedrolleindehaveren har sagt sin sidste replik og bukker for sit publikum. For først her glider rollen af hans krop, hans blik – og vækker med ét bevidstheden om, at foran dig står ikke den diagnosticerede Christopher, men derimod skuespiller Kristoffer Helmuth. Sikke en præstation.

Der er alle gode grunde til at se denne forestilling, hvor flere publikummer efter premieren og stående ovation, forlod teatersalen med tårer på kinderne.

For os med autismespektret meget tæt på familien, er der kun beundring til overs for Odense Teaters fortolkning af en titel, som af navn kan virke mere useriøs end tilfældet er. Også derfor har det taget en uges tid at få nedfældet disse ord, da indtrykkene var simpelthen så mange.

Tag ikke fejl af titlen og snyd ikke dig selv for denne teaterforestilling.

Billetter til forestillingen kan købes her: https://www.odenseteater.dk/forestillinger/den-mystiske-sag-om-hunden-i-natten