Anmeldereksemplar fra Superlux – “Ukendt land” af Claus Lohman, 477 sider. Udgives 28. marts 2020  ⭐ ⭐ ⭐ ⭐ ⭐ (5/6)

Uddrag fra bogen:

Sydney Cove, Australien, år 1800 
En solstråle slap gennem den smalle åbning mellem de skæve brædder i væggen ind til straffekoloniens forrådskammer, hvor Anne havde gemt sig. Hun var løbet væk fra stranden og sad nu sammenkrøbet på gulvet i rummets ene hjørne, mens hendes brystkasse hævede og sænkede sig i et tempo, som var den tilsluttet en mekanisk pumpe. Det var ikke første gang, Anne havde gemt sig i det lille kammer og sandsynligvis heller ikke den sidste. Lysstriben vandrede langsomt gennem det støvede rum. Den passerede et stort stykke ophængt kød, inden den nåede frem til den 11-årige guvernørdatters ansigt. Her afslørede den en grådkvalt pige, hvis tårers genskin fordelte sig som en lille farvepalette på endevæggen i det ellers så dunkle kammer. Solstrålen fik Anne til at knibe øjnene sammen. Hun var ikke klar over, hvor længe hun havde befundet sig i kammeret, men årsagen gjorde, at hun ikke havde lyst til at for-lade det. Selvom hun prøvede at lukke tankerne om Griffith ude, blev de ved med at opsøge hende, og hun sukkede højlydt…

Når Martin Henderson & Emma Fitzgerald, størstedelen af det øvrige Lohmanske persongalleri, som opstod i denne series første bind “Under Overfladen”, plus en ordentlig flok australske kolonister, straffefanger og aboriginals er tilbage på lidt over et halvt tusind sider, bliver man nødt til at stille spørgsmålet:Er det ikke for meget??
Efter at have tilbragt en weekend med bogen er svaret ganske simpelt: Nej, ikke på nogen måde!!

Bogens univers virker som sådan ikke revolutionerende – jeg kunne endda fristes til at sige at det er set før i større eller mindre fraktioner i både bog- og filmverden og Lohman er som altid tro mod sine skabeloner!

Men:
Bogen er et skønt mix af lige dele krimi-, historie-, action-, videnskabsfiktion og -reality, tilsat et ordentligt skvæt overgemt lungepest fra 1600-tallet og som herefter serveres “stirred, not shaken” til læseren, så sammenhængene fint sammenvæves og ikke mistes undervejs. Sammenhæng er nødvendig i en bog med så stort person- og handlingsgalleri, som udspilles i flere lag samtidig – men det lykkes til fulde – og er med til at holde læselysten i høj kadence, fordi “nåh ja – jeg skal da også lige læse det næste kapitel hvor vi så følger dén og dén person”

Jeg kunne godt vove det ene øje og påstå, at Ukendt Land er en bog for “drengerøve” med hang til action – det er den også – men den er også meget mere end det! Bogen er fx præget af en grundighed i forhold til research, der gør læsningen dejligt autentisk, også selv om det er fiktion! Lohman beskriver selv dette forhold i sit efterskrift og det er tydeligt, at han formår at omsætte research til “læsbare billeder” hos modtageren! Karaktererne i bogen har fået en dybde vi ikke tidligere har set i Lohmans forfatterskab – dét er en fornøjelse! Især det nyeste skud på stammen, den unge Anne Tanner, som vi følger igennem hendes teenageår kommer vi virkelig under huden på!

Den videskabelige del af historien afføder en del nørderi, også i sproget – så nedenstående uddrag fra bogen er ganske simpelt genialt – jeg tillader mig at antage at det er skrevet i selvironi:
Okay,” sagde Emma stadig med hævet stemme. Hun humpede over til en opsat skærm nær de to unge fyres medbragte remedier. ”Har du brug for XP-gluen?” ”Det ser ikke ud til at blive aktuelt,” mente Stu. ”Hold fokus på 34 west, da udslagene tyder på en kaverne et sted.” ”Okay,” sagde Emma, mens hun stirrede intenst på displayet. Martin gik hen til hende. ”Kan I oversætte jeres fagsnak?” spurgte han. En snert af irritation kunne anes i hans ansigt. ”Jeg gør selv en dyd ud af at forklare mit arbejdsfelt for uindviede.” 
-nørderiet holdes heldigvis på et niveau, hvor lægmand også kan være med – og eventuelle forklaringer er så behændigt flettet ind i teksten at det ikke bliver belærende. Samtidigt tilføres den del af historien der foregår blandt de australske aboriginals langsomt flere og flere ord fra disses oprindelige sprog, så man til sidst i bogen er helt med på hvad der menes når ord som “tjukurpa” og “anangu” anvendes i flæng! Det er rigtigt godt håndværk!

Så lås døren, lav en stor kande kaffe, find din bedste læseposition – og gør dig klar til 477 siders fængslende underholdning.